Store triumfer for Giersings Realskole og Læseforeningens Skakklub ved skoleskak DM for hold
Der blev spillet i 4 årgange ved DM i skoleskak for hold, der blev afholdt i lørdags på Nyborg Realskole.

I den yngste række (elever til og med 3.klasse) vandt Giersings Realskole med suveræne 32,5 point ud af 35 point. Spillerne på holdet var Charlie Vo, Frederik Andersen , Benjamin Tursic og Naya Harpsøe. På en ligeså suveræn 2.plads kom hjemmebaneholdet Nyborg Realskole, hvor vi havde Sigurd Bjerg med. Dejligt at se, at det arbejde som Nyborg Skakklub og John Frederiksen laver i klubben allerede bliver belønnet. Der var topscorepræmier til Charlie, Frederik, Sigurd og Naya (7/7).

I den næstyngste række (elever til og med 6.klasse) tog Giersings Realskole sig ligeledes af 1.pladsen med 32,5 point hvilket var hele 11 point foran nr.2!  Spillerne på holdet var Noah Skotte, Johannes Kjeldsen, Bertram Jelle, Atharva Khandelia og Lee Christiansen. Noah (7/7), Johannes (5/5) og Lee (4/4) scorede alle maximum for holdet.

Giersings Realskoles vindere i A-rækken

Hvad der til gengæld manglede af spænding i de 2 yngste rækker, var der til overflod i A-rækken (elever til og med 10.klasse), hvor Giersing med 28 point endte med at komme i mål et mulehår foran Køge Private Realskole med 27 point og Sankt Annæ Gymnasium på 25. I holdets sidste kamp mod de nærmeste forfølgere fra Køge synes Kristian Burgaard, at vi skulle have lidt ekstra spænding, da han var nede på kun at have 2 min tilbage mod  Anne Sofies 9 min i en forholdsvis lige stilling, men han trak sig alligevel sejrrigt ud af opgøret. De andre på holdet var Oliver Snedker, Christian Villumsen og Julius Mygind. De 2 sidst nævnte scorede begge 7/7.

Å-rækken var slået sammen med A-rækken, da der desværre kun var 2 hold tilmeldt i rækken. Læseforeningens Skakskole (som det hedder indenfor Dansk Skoleskak) vandt foran Skanderborg Skakskole. Holdet bestod af Christian Kiilerich, Peter Holst, Ludvig Bjerg og Alexander M. Sandmann. De 3 sidstnævnte fik sig tilmed en topscorepræmie med hjem.
Alt i alt en kæmpe dag for Fynsk skole-/juniorskak. Fuldstændig vildt at tænke på, at vi har 16 af de 17 nykårede Danmarksmestre som medlemmer i Læseforeningen.

Til sidst en stor tak til Nyborg Realskole for et fornemt værtsskab.