1. holdets åbningskamp mod Esbjerg
Sidste sæson overlevede vi som bekendt i 1.
division med det yderste af neglene efter en miserabel pointhøst i
de første runder. I år var vi opsatte på ikke at bringe os selv i en
så vanskelig situation, og det var derfor kun naturligt, at vi
stillede i stærkeste opstilling.
1. bræt: Carsten Bank Friis hvid mod Ove Weiss
Hartvig
Carsten spillede vanen tro en solid opstilling
med de hvide brikker, og det så ud til, at han fik en behagelig
stilling med lidt terrænovervægt, omend modstanderen stod solidt.
Efter åbningen øjnede Carsten en mulig bondesvaghed på a7, og da
chancen bød sig, huggede Carsten "The Materialist" selvfølgelig til
og guffede bonden, som var den en frisk flødebolle. Vi andre var
allerede optimistiske på Carstens vegne, fordi Carsten har vundet
utallige partier på den måde. Pointen i denne spillestil er i
virkeligheden mere snu, end ved første øjekast, for ofte vil
modstanderen straffe Carstens "grådighed", hvorefter modstanderen
forcerer stillingen mere, end den kan bære. Da Carsten samtidig er
en rigtig dygtig og koldblodig variantberegner, ender det ofte med,
at han har vundet længe før, at det røvede materiale har gjort sig
gældende. Og hvis modstanderen engang imellem holder stand indtil
slutspillet, fører Carsten med usvigelig sikker hånd
materialefordelen til gevinst. Når Carsten røver materiale, vinder
han måske 9 ud af 10 gange. OK, måske falder der et par remiser af.
Og måske 1 ud af 10 gange går det galt. Dagens parti hører desværre
til i sidstnævnte kategori. Carsten havde nemlig svækket sin
kongestilling op til bonderovet, og langsomt men sikkert fik
modstanderen med kreativt spil manøvreret sine brikker over mod
Carstens kongestilling. Carsten brugte megen tid på at dæmme op for
modstanderens angrebsopbygning, og det blev dyrt, da der i Carstens
tidnød blev åbnet linjer ned mod hans konge. Pludselig gik der hul
på bylden, og Carsten var nødt til at give dronningen for 2 lette
officerer. Det var selvfølgelig håbløst, men hvem har nogensinde
opnået point ved at give op? I hvert fald kæmpede Carsten videre
også efter tidnøden var overstået, men modstanderen førte med sikker
hånd gevinsten i (Esbjerg?) havn.
2. bræt: Torben Østergreen-Johansen sort mod
Gunnar Pedersen
Morten, som er født i Esbjerg og kender byens
skakspillere, fortalte mig op til partiet, at min modstander er en
hidsig, men også meget farlig herre, som gerne spiller gambitter.
Det var derfor en nem beslutning at droppe Grünfeld-inderen og andre
varmblodige alternativer og i stedet spille en solid modtaget
dronninggambit mod hans 1. d4. Tro mod sin natur besvarede min
modstander den modtagne dronninggambit med et hurtigt Sc3 fulgt af
e2-e4, hvor jeg fik lov at dække bonden på c4. Jeg kom i tanker om
en bundsolid forsvarsopstilling opfundet af den nu afdøde engelske
stormester Tony Miles, hvor sort hurtigt giver merbonden tilbage,
men til gengæld tvinger hvid til at kompromittere sin bondestilling
og give sort et dejligt springerfelt på d5. Det viste sig, at idéen
fungerede perfekt, idet min modstander ikke kendte opstillingen, men
straks brugte en masse tid på at finde en eller anden måde at
angribe mig på. Han forsøgte sig med et hurtigt springerudfald til
g5, hvor springeren gjorde klar til at kaste sig med dødsforagt over
f7, eller evt. et ærefuldt tilbagetog til det centrale felt e4, og
da den idé var helt ukendt for mig i netop denne stilling, måtte jeg
også en ordentlig tur i boksen. Heldigvis fandt jeg efter en halv
time en rigtig stærk forsvarsidé, som forhindrede begge springerens
håbefulde missioner, og pludselig var det min modstander, der skulle
bevise, at springeren ikke bare var sprunget ud i kviksand. Ikke
overraskende fandt han på endnu et bondeoffer for at holde gryden i
kog, men da jeg på forhånd havde besluttet mig for at afslå alle
gavmilde - men formentlig forgiftede - gaver, modstod jeg fristelsen
og fremtvang i stedet en afvikling, som fjernede ethvert realistisk
håb om en smuk angrebssejr for den hvide ridder. Således tvunget til
tilbagetog kunne han ikke forhindre mig i at opnå komfortabel
udligning, og da jeg fornemmede, at udsigten til et langt og roligt
positionelt parti slet ikke var den arena, som han havde håbet på,
tilbød jeg af matchtaktiske årsager en fristende remis. Det kom på
ingen måde som en overraskelse, da han hurtigt stak det stækkede
sværd i skeden og accepterede fredstilbuddet.
3. bræt: Per Stentebjerg-Hansen hvid mod
Torsten Lindestrøm
Per spillede sin patentopstilling mod hollandsk
med et hurtigt Sc3 uden c2-c4. Jeg har set ham vinde flere stilrene
partier med denne opstilling, der har som grundidé, at sort meget
hurtigt må efterlade et stort hul på e5, hvis han med d7-d5 vil
forhindre hvid i at opnå en favorabel åbning af stillingen med
e2-e4. Per boltrer sig som en (Esbjergensisk?) fisk i vandet, når
han med sin fine positionsforståelse straffer den slags svækkelser.
Hans mesterlige nedspilning af en kendt hollandsk-ekspert, Søren
Peschardt, i sidste runde af holdturneringen 2008-2009 med netop
denne variant var kraftigt medvirkende til, at vi overlevede i
divisionen. Denne gang valgte hans modstander dog en opstilling, som
forhindrede e2-e4, og som samtidig kæmpede for at bevare kontrollen
over e5. Per stillede sig fint op, men med præcist forsvarsspil
lykkedes det modstanderen at få gennemført e7-e5 med en række
afbytninger og en lige stilling til følge. Per tog et kraftigt sug
på fredspiben og tilbød modstanderen at gøre det samme, og det
tilbud kunne modstanderen ikke afslå. Per vil helt sikkert påstå, at
han ikke inhalerede, men den historie må han over på den anden side
af Atlanterhavet med (der er nok en ekspræsident, som forstår den
slags snak).
4. bræt: Morten Topholm sort mod Michael Maarup
Morten spillede sin elskede Stonewall med det
moderne Ld6 (OK, det blev vist populært for 20 år siden - tiden går
hurtigt!). Modstanderen spillede en opstilling med et hurtigt Db3,
og desværre valgte Morten en opstilling, som ikke så ret effektiv ud
mod den idé. Dette kom i sig selv som noget af en overraskelse, da
Morten må siges at være en virkelig stor kender af hele
Stonewall-systemet. Mortens åbningsrepertoire er snævert, men
særdeles godt gennemarbejdet. Morten kom bagefter med en ordrig
forklaring på, hvorfor han valgte en tvivlsom opstilling, men det
lød i mine ører som lidt af en søforklaring. Hvilket dog straks bør
tilgives Morten, da vi jo befandt os i Esbjerg, og da Morten som
tidligere nævnt er født i netop Esbjerg. Ja, skak er et logisk spil.
Inden Morten fik udviklet sin dronningefløj ordentligt, lykkedes det
modstanderen at fremtvinge en åbning af stillingen, som satte Morten
under et ubehageligt pres. Pludselig røg der en kvalitet, og vi var
på dette tidspunkt ikke mange, der turde nære de store forhåbninger
om, at Morten skulle komme på tavlen i denne 1. runde. Det lykkedes
dog Morten at få stillingen stabiliseret efter materialetabet, og da
han samtidig fik placeret både sit tårn og sin springer meget
aktivt, var det ikke så let for modstanderen at komme videre.
Umiddelbart efter begyndte Morten at rulle med sin g-bonde, der var
godt understøttet af hans aktive konge. Modstanderen tænkte, så det
knagede, og Morten opbyggede en klar fordel på uret, især da Mortens
g-bonde så småt gjorde klar til kønsskifteoperation og kroning. En
kort overgang så det således ud til, at g-bondens fremskudte
position kombineret med modstanderens truende tidnød måske ligefrem
kunne udmønte sig i en højst overraskende sejr til den hårdt
kæmpende Morten, som da også havde smidt skoene i kampens hede. Det
lykkedes dog modstanderen at hive i nødbremsen og ofre kvaliteten
tilbage ved at give sit ene tårn mod Mortens springer og g-bonde. De
to merbønder, som modstanderen herefter sad tilbage med, stod helt
tilbage på a2 og e3, og da Morten konge og tårn stadig var meget
aktive og derfor hurtigt gjorde kål på den ene af bønderne, blev der
straks efter taget remis. En fantastisk flot fight af Morten! Selv
om jeg vist ikke var den eneste, der en kort overgang håbede på
miraklet og hele pointet, må remisen siges at være et stort resultat
under de givne betingelser. I betragtning af åbningsvarianten og
slagets gang kan intet være mere på sin plads end at citere den
berømte amerikanske sydstatsgeneral "Stonewall" Jackson: " My troops
may fail to take a position, but are never driven from one!".
5. Peter Christian Grau hvid mod Ole Bønnelykke
Peter havde besluttet sig for at besvare
modstanderens sicilianer med en rolig, positionel variant, men da
modstanderen valgte en snedig trækfølge, lod Peter sig lokke frem på
brættet med en åben sicilianer. Det kom han vist hurtigt til at
fortryde, for det viste sig snart, at modstanderen havde flere
snedigheder gemt i ærmet. Modstanderen spillede hurtigt Dc7, Sc6 og
Sf6, og da Peter ubekymret rokerede kort, hvilket modstanderen
straks besvarede med h7-h5, havde jeg den store fornøjelse at
iagttage, hvordan Peter et øjeblik fik samme ansigtsudtryk som
Kasparov, når denne blev præsenteret for et overraskende træk (et
ansigtsudtryk a la: "Er du da fuldstændig vanvittig, mand?"). Jeg
kunne huske, at jeg havde set trækket før, og jeg vidste derfor også
godt, at sorts tilsyneladende primitive idé med Sg4 efterfulgt af
Dxh2 mat faktisk var ganske giftigt. Jeg blev derfor noget bekymret,
især fordi Peter tydeligvis ikke var på hjemmebane (nej, vi var jo i
Esbjerg?!). Peter valgte en spændende, men også ret risikabel idé,
og jeg blev bekymret for, om han havde regnet de mange skarpe
varianter helt til ende. Det viste sig dog hurtigt, at Peter havde
fuldstændig styr på det, og som en anden tyrefægter, der kækt løber
rundt med en rød klud, fik han lokket modstanderen til et meget
smart udseende skinoffer med en springer på h2. Det mundede dog blot
ud i en materielt lige stilling, hvor hele modstanderens initiativ
var forduftet, og hvor Peter i stedet kunne gøre sig håb om en god
positionel fordel pga. en bedre bondestruktur. Da modstanderen
tilsyneladende havde brugt al sin energi på at jagte Peter rundt i
arenaen, fik han spillet nogle lidt slappe træk, som tillod Peter at
opnå sin idealopstilling med stærkt pres mod modstanderens svage
bønder. Omkring dette tidspunkt havde Peter desværre brugt en masse
tid, og der begyndte derfor at indsnige sig nogle unøjagtigheder. Da
modstanderen blev ved med at finde forsvarsressourcer, herunder et
meget overraskende fremstød med g-bonden, gik Peter desværre helt
galt i byen i sekunderne lige op til tidskontrollen. Pludselig var
det modstanderen, der angreb Peters bønder, og rollerne var nu
byttet om, så det var tyrefægteren Peter, der var ved at få sig en
ufrivillig ridetur på tyrens store horn. Det mundede ud i et
tårnslutspil, som så temmelig kritisk ud for Peter. Vi andre, som
kender Peters "teknik" i slutspillet, hang utvivlsomt med skuffen på
dette tidspunkt, men muligvis pga. tidligere års drillerier
(undskyld, Peter - fra os alle sammen) må Peter have givet sig til
at studere tårnslutspil, for på forunderlig vis lykkedes det ham
hele tiden at finde forsvarsmuligheder. Jubelen/lettelsen var derfor
stor, da modstanderen til sidst måtte indstille sig på en
pointdeling. Jeg måtte søge at råde bod på tidligere års (venlige,
bevares) kritik af Peter slutspilsteknik, og mente derfor, at den
legendariske cubanske verdensmester Capablancas ord passerede
perfekt til lejligheden: "Jeg var aldrig blevet verdensmester, hvis
ikke jeg havde studeret mindst 1000 tårnslutspil!". Peter blev
ganske vist ikke verdensmester, men en hårdt tilkæmpet remis på en
råkold aften i Esbjerg lunede unægtelig en del.
6. Jannick Benneth Skow sort mod Henrik
Tranberg Jensen
Jannick spillede den moderne udgave af slavisk
med et tidligt a7-a6, hvilket modstanderen besvarede med det
principielle og indsnævrende bondetræk c4-c5. Det er en opstilling,
som Jannick kender, og han stillede sig ubekymret op på en sådan
måde, at modstanderen før eller siden ville skulle forholde sig til
murbrækkeren b7-b6 og/eller e7-e5. Modstanderen forsøgte at
indsnævre Jannick dronningefløj yderligere med a2-a4, hvilket
Jannick besvarede med det meget stærke positionelle træk a6-a5.
Straks stod det klart, at modstanderen nu bare havde et grimt hul på
b4, og at Jannick snart ville kunne åbne b-linjen med b7-b6 med en
rigtig fin stilling til følge. Desværre fik Jannick øje på et
tilsyneladende spændende bondeoffer på kongefløjen, som han lod sig
forlede af, men det viste sig hurtigt, at der kun var tale om et
kortvarigt initiativ. Jannick prøvede derefter at vende tilbage til
den rigtige idé med b7-b6, men modstanderen diskede nu op med en
højst overraskende og meget kreativ offeridé på dronningefløjen, som
fuldstændig spolerede det initiativ, som Jannick håbede at skabe ved
at åbne b-linjen. Jannick burde muligvis som det mindste onde have
accepteret det officersoffer, som ville give modstanderen to
forbundne fribønder, men det lignede unægtelig et valg mellem pest
eller kolera. I stedet valgte Jannick at lade modstanderen
kontrollere spillet på dronningefløjen samt bevare merbonden, og
selv om Jannick på opfindsom vis alligevel fik skabt noget modspil,
havde modstanderen desværre fint styr på begivenhedernes gang. På
trods af, at Jannick vred sig som en ål på en stegepande, lykkedes
det derfor modstanderen at få afviklet til et slutspil med en
merbonde, der oven i købet var en farlig, fremskudt fribonde i
d-linjen. Da Jannick prøvede at stoppe bonden, fandt modstanderen en
meget stærk fortsættelse, som var indledningen til et matangreb, som
vi - selv om det var os, det gik ud over - ikke kommer uden om at
betegne som en smuk afslutning på et parti, som modstanderen ikke
uden grund så ud til at være svært tilfreds med bagefter.
7. Jørn Moestrup hvid mod Poul Flemming Fries
Nielsen
Jørn fik opbygget en rigtig stærk stilling i
sin vanlige rolige, positionelle stil, og da Jørn plejer at være
sikkerheden selv i den slags stillinger, glædede vi os allerede til
at klappe Jørn på skulderen over, at ikke kun Korchnoi spiller med
næsten usvækket styrke i pensionsalderen. Desværre høstede Jørn nok
frugterne af sit gode spil på en lidt forkert måde, da han omsatte
positionsfordelen til en bondegevinst. I hvert fald fik modstanderen
pludselig særdeles aktivt modspil i form af et tårn på 7. række
kombineret med løber og springer, der rådede over det centrale felt
d4, hvorfra officererne havde gode muligheder for at lægge pres på
Jørns stilling. Jørn fornemmede selvfølgelig, hvad der var ved at
ske, og han tilbød derfor remis på det helt rigtige tidspunkt, hvor
han endnu havde merbonden i behold. Modstanderen må trods alt have
været lettet over at være sluppet af krogen (og så endda i
Esbjerg!), og jeg tror, at der var gensidig tilfredshed med
pointdelingen.
8. Christian Furrer sort mod Ragner Hansen
I år har vi været så heldige, at vi endelig har
fået tilført holdet noget talent i form af vores nye, unge mand,
Christian. Vi andre, der hverken har talent eller flid, er sikre på,
at Christian, som har begge dele, er en stjerne i svøb. På trods af
sine kun 15 år og 2-3 år på skakscenen har Christian allerede
erhvervet mestertitlen. Det bliver spændende at følge hans udvikling
fremover, og vi kan kun håbe, at han vil bruge sin tid på at kaste
lidt glans over vores hold af håbløse amatører (bortset fra Carsten,
den mand kan faktisk spille skak!), men trods alt ægte skakelskere.
I sin debut for holdet spillede Christian en kongeindisk opstilling,
som dog blev stækket lidt af modstanderens kongefianchetto. Måske
indså modstanderen, at det ville være en dårlig idé at invitere en
ung, skarp mand som Christian til at spille de kendte varianter, og
i så fald må man rose ham for et klogt variantvalg. I hvert fald var
Christians opstilling vist ikke helt sund, men inden det første ægte
kampråb havde lydt, var man alligevel blevet enige om remis. Fint af
Christian at debutere med at komme hurtigt på tavlen, og jeg er helt
sikker på, at han høster en del flere point i løbet af turneringen.
Slutfacit: Et nederlag på 3-5 til et hold, som vi på papiret var
stort set jævnbyrdige med, men som på dagen bare spillede bedre end
os. Vi kan ikke tillade os at ærgre os over, at det ikke blev til
mere end 3 point, for både Morten og Peter reddede remis i
stillinger, der undervejs var meget kritiske. Ganske vist burde
Peter måske have vundet tidligere i partiet, ligesom Jørn også stod
meget lovende, men samlet set må resultatet siges at være nogenlunde
retfærdigt. Der herskede da heller ikke nogen tung nederlagsstemning
på hjemturen, hvor Jørn kækt spøgte med, at vi skam havde fået en
meget bedre start end sidste sæson, hvor vi i 1. runde tabte 2-6 til
Furesø. I 2. runde møder vi Skødstrup hjemme, og så skulle vi meget
gerne score flere point, end det lykkedes os mod velspillende
Esbjerg