Der var drama for alle pengene, da Læseforeningens førstehold drog til Fredericias fællesafslutning søndag d. 23 marts. Vi havde på papiret et relativt stærkt hold imod Aarhus Skolerne 2 og en klar gameplan, der skulle sikre overlevelsen. Tre medspillere trak endda i klubtrøjen – hvor de under andre omstændigheder måske havde undladt – for at hjælpe i den gode sags tjeneste, da vi jo denne søndag skulle have 32 mand afsted samtidigt, og der var alt på spil for de tre øverste hold.
En spiller havde influenza. En anden havde diskusprolaps. En tredje stillede op for første gang i sæsonen eftersom klubben var i akut fare for at misse sine målsætninger i forhold til at blive i 1. division. Alle tre partier var remis i løbet af en klokketime. Morten Topholm modtog et remistilbud med de sorte brikker. Dem, der kender Morten, ved, at han hader remis og meget hellere spiller på gevinsten. Også selvom han har diskusprolaps og spiller på smertestillende medicin. Modstanderen havde over 100 rating mere, så da Morten rettede henvendelse til holdlederen, blev han kraftigt anbefalet at tage imod remis. Lars Munk Jensen var blot to host fra et afbud. Men han tog afsted. Han forsøgte med hvid på bræt 4 med det tidlige remistilbud i en lige stilling, men blev afvist. En halv time senere blev de enige om at dele pointet. Christian Ringsmose stod godt ud af åbningen, men tilbød som planlagt remis og modstanderen tog imod.
Dermed var stillingen 1½-1½. Inden runden mente vi, at vi skulle vinde 5-3 for at være sikre på at overleve i rækken. Sandheden blev en anden, selvom vi var for langsomme om at opdage, at vi blot skulle bruge 4½ point grundet omstændigheder i de omkringliggende matches. Der sad altså 5 brætter tilbage. Villads mødte en skarp åbningslinje på bræt 2, men fik kæmpet sig tilbage og vist sin realrating på +2200 frem. Han moste modstanderen gennem en række præcise træk og bragte os på stillingen 2½-1½. De sidste fire partier var meget lige, men vi så ud til at have fordel et par steder undervejs.
Næste afgørelse var på bræt 6, hvor Oliver Kaehne Snedker med hvid stod udmærket efter en carokann exchange variation, hvor han håbede på et bedre slutspil. Men i takt med, at brikkerne blev byttet af, så forsvandt fordelen så småt. Til sidst modtog Oliver et remistilbud og henvendte sig til holdlederen. Undertegnede havde gang i et super skarpt parti og kæmpede for sejren, så jeg bad Oliver tænke selv. Oliver tog efter lidt tænkepause imod i en umiddelbar lige stilling, så vi kom på den midlertidige stilling 3-2. Tilbage sad 3 partier, som så ud til at være dødremis. De andre matches flaskede sig på ingen måde, som vi håbede på, så vi var overbevist om, at en af os skulle vinde for at holde os over nedrykningsstregen.
Mikkel Vinh Løftgaard modtog på førstebrættet et remistilbud i et dødt remisslutspil. Jeg bad ham spille videre. Han er jo slutspilsekspert. Men det er svært at vise niveauet, når man har fire bønder, officer og tårn imod fire bønder, officer og tårn og hærene står afventende overfor hinanden. Officeren blev byttet og tårnslutspillet var for remispræget til, at det kunne vindes, så vi kunne notere endnu en remis med de sorte brikker til stillingen 3½-2½ til os.
Jan Stage havde et lige parti på syvendebrættet, hvor han momentvis havde fordel. Da røgen havde lagt sig, så stank det langt væk af remis. 3 bønder og tårn imod 3 bønder og tårn. Pludseligt fik hver spiller deres fribonde at spille på, og spilleren fra Aarhus Skolerne 2 havde en fribonde, der løb lidt hurtigere. Jan Stage måtte altså lægge kongen ned og indkassere holdets eneste nederlag i runden til stillingen 3½-3½. Vi troede, det var ovre, men fordi Evans tabte hele ½-7½ til Fredericia 2, så var der alligevel en mulighed, hvis vi kunne få 4½ brætpoint til sensationelt at overhale Vejleklubben.
Søren Christensen var vikar på bræt 8. Undertegnede tænkte, at jeg med hvid skulle vinde og var lidt i tvivl om jeg skulle gå med mit vanlige åbningsrepertoire, som er lidt for remisplaget. Så spillede modstanderen, der stod noteret med 100 dansk rating mindre, benoni. Den åbning er kendt for at være halvdårlig, men en ting er sikkert. Enten vinder hvid eller sort. Jeg var ganske tilfreds, da jeg overraskede ham med en åbningssekvens, der kostede ham over en halv time på uret efter 10 træk. Fordelen var oppe omkring 1,5 undervejs og på et tidspunkt kunne jeg vinde en officer for et par bønder i en meget skarp linje, der krævede mere variantberegning end mine evner mestrede. Jeg valgte det sikre positionelle valg, så jeg havde styring over partiet og undgik et nederlag, såfremt variantberegningerne svigtede.
Så skete fadæsen, som nu ligger som en protest hos Dansk Skak Union. Mit (Søren/forfatterens) parti var enormt skarpt og modstanderen befandt sig i løbet af midtspillet i akut tidsnød. Efter træk 37 undlod han at notere med tanke på, at der ventede en ekstra halv time ved træk 40. Den slags er imod reglementet og modstanderen kunne altså bruge den tid, han sparede ved at undlade at notere, på at regne træk i den skarpe stilling, hvor et enkelt fejltræk kunne betyde tab på brættet. Med blot ét sekund på uret udførte han sit fyrretyvende træk, selvom han med vilje havde undladt at notere seks træk, som selvsagt tager mere end et sekund at notere. I min modstanders forsvar var han under indtryk af, at man slap for noteringspligt, når man var under fem minutter, men den regel er vidst for længst udfaset. Jeg stoppede uret og rettede henvendelse til dommeren, da jeg mente, at han altså havde tabt på tid, fordi trækkene ikke var nedskrevet, og han umuligt kunne skrive seks træk ned på et sekund. Dommeren var i tvivl og fortalte, at han med rette måtte grave dybere i reglerne. Efter eget udsagn var dommeren (som var flink og rar ved begge parter – ingen dårlig stemning overhovedet) klar til at tabsdømme partiet for modstanderen, men han ringede lige for en sikkerheds skyld den øverste myndighed i Divisionsturneringen op, som relativt hurtigt overrulede den beslutning. Beskrivelsen af episoden lød lidt upræcis i telefonen, da jeg overhørte dele af den, så Hans Milter i den anden ende af røret tog en skæbnesvanger for Læseforeningens førstehold baseret på en episode, hvor informationerne var fra en andenhåndsberetning (dommeren) og Hans Milter Pedersen var af gode grunde ej til stede i lokalet selv. Vi spillede kampen færdig og den endte remis ved trækgentagelse. Modstanderen var flink og høflig, men det halve point den øverstkommanderende i Divisionsturneringen fratog Læseforeningen endte med at sende os under nedrykningsstregen.
For at gøre ondt værre, så betyder det halve brætpoint, vi blev frataget, at der skabes endnu en nedrykker i Fynsserien, hvor Læseforeningen 3 ellers klarede frisag med en flot sjetteplads. Der er altså tale om en dominoeffekt på baggrund af en dommerbeslutning fra øverste myndighed, som i praksis tvangsnedrykker både LF1 og LF3 fra henholdsvis landets anden- og tredjebedste række. Jeg har indlagt en protest, som jeg agter at tage til højeste myndighed, da jeg ønsker at varetage klubbens interesser. Hvis der gives medhold i anken, så betyder det, at LF1 bliver i første division og LF3 overlever i Fynsserien.
https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=490&teamTourId=107
Læseforeningen er formentlig den klub i Danmark med hurtigst fremdrift på spillerudvikling og juniorarbejdet, så det er altså vigtigt, at talenterne har mulighed for at afprøve deres evner på højst muligt niveau. Skakligaen ligger i horisonten, men ruten dertil er pludseligt besværliggjort en del. På den lyse side havde LF2 dog heldet med sig og sikrede med smalleste margin Læseforeningen oprykning fra Fynsserien, så uanset hvad Divisionsturneringen beslutter ift. klagen, så har Læseforeningen altså minimum ét hold i landets næstbedste række.
